Furesø Erhvervsforening lancerer samlet kampagne for lokal handel

Furesø Erhvervsforening samler detailbranchen i en storstilet ”Jeg handler da lokalt” kampagne, som sætter fokus på de mange fordele ved at gøre brug af lokale butikker.

Spændende særarrangementer og unikke oplevelser. Kompetent og personlig betjening. Styrket nærmiljø. Ingen bilkøer. Gratis parkeringspladser. Klimavenligt forbrug.

Det er blot nogle af mange argumenter for at handle lokalt og omdrejnings­punktet for en ny kampagne, som Furesø Erhvervsforening og dens 450 medlemmer står bag. Kampagnen vil møde Furesø-borgerne overalt – som store bannere i trafikken glade klistermærker på indkøbsposer, som håndgribelige foldere og digitale annoncer på Facebook.

”Dynamikken er ret enkel. Jo flere indkøb vi gør i lokalsamfundet, desto flere spændende varer og butikker får vi som forbrugere at vælge imellem. Vi gør med andre ord os selv en stor tjeneste ved at handle lokalt,” siger Eva Vedel, formand for Furesø Erhvervsforening og fortsætter:

”Med denne kampagne har vi ønsket både at samle detailhandlen i Furesø og at sætte fokus på de mange fordele ved at handle lokalt, men også at starte en positiv dominoeffekt. Når det går godt for handlen, skabes der automatisk mere forretning for samarbejdspartnere og underleverandører og det giver endnu flere arbejdspladser.”

Kampagnen lægger ud med fokus på de daglige indkøb og detailhandlen, men passer også fint til andre områder.

”I erhvervsforeningen har vi eksempelvis hundredvis af meget dygtige håndværkere og konsulenter, som offentlige myndigheder, større virksomheder, kulturinstitutioner, foreninger og sportsklubber i Furesø med fordel kunne gøre mere brug af,” forklarer Eva Vedel.

 

De øvrige 5 bestyrelsesmedlemmer i arbejdsgruppen siger om kampagnen:

Camilla Hovard, Værløse Optik og bestyrelsesmedlem i Centerforeningen i Værløse Bymidte:

”Det er vigtigt at handle lokalt. Hvis vi vil have butikker i morgen, så skal vi bruge dem i dag. Jeg er selv borger i Furesø Kommune og forsøger at lægge flest mulige indkøb lokalt. Det gælder både butikker og håndværkere.” 

Birgit Pichat, Vores Marked, Farum Hovedgade:

”Vi har mange kunder, der kommer langvejs fra, men også dejligt mange lokale kunder, der gerne vil de oplevelser, vi kan tilbyde, og som fx i forbindelse med vejarbejdet i Farum Hovedgade virkelig har støttet op om os. Det giver en levende landsby, hvor folk kommer hinanden ved.”

Torben Bo Toft Christensen, Rokkedyssegård

”At handle lokalt handler også om lokale madoplevelser og glæden ved at smage og købe gode, friske, råvarer, dér hvor de dyrkes”.

Kenneth Barenholdt, Centerchef Farum Bytorv

”Glade kunder mødes i butikkerne, ikke på nettet.”

Tine Hessner, Hessner Consult

”Jeg er selv vokset op med detailhandel, da min mor var butiksejer gennem 25 år med 2-3 ansatte. Der er udfordringer og glæder ved at drive små butikker og min lærdom var nok den, at den personlige kundekontakt gjorde forskellen og glæden hos kunderne. At handle lokalt er også tidens trend, godt for miljø mm.”