Furesø Erhvervsforening opfordrer til at handle lokalt – i ALLE brancher

Det er en udfordrende tid, hvor alle kæmper for at holde gang i hjulene og skruen i vandet. Derfor er det vigtigere end nogensinde at handle lokalt, ikke bare i butikkerne, men i alle brancher og med hinanden!

Derfor har Furesø Erhvervsforening sat endnu en ’Vi handler da lokalt’ kampagne i søen med fokus på at støtte op om det lokale erhvervsliv – uanset branche.

”Det er imponerende at se, hvordan kreativiteten blomstrer. Nye teknologier flytter grænser for vores møder, arbejdsliv og handel – og nye ydelser opstår. Men skal mest muligt af det lokale erhvervsliv bevares, når Danmark genåbner, skal der mere til”, fastslår Eva Vedel, formand for Furesø Erhvervsforening.

”Vi besluttede derfor i bestyrelsen, at det bedste vi lige nu kan gøre for erhvervslivet i Furesø, er at udvide vores opfordring til at handle lokalt Alle kan bakke op om den lokale handel. Uanset om du køber online i eller gavekort til dine lokale favoritbutikker, bestiller take home mad fra restauranter, caféer og delikatesseforretninger, vælger online møder hos lokale rådgivere, igangsætter hus- og haveprojekter med lokale håndværkere, køber dagligvarer lokalt, får repareret cyklen – eller bruger lokale leverandører i egen forretning. Ja, der er rigtig mange muligheder”, fortsætter Eva Vedel.

Furesø Erhvervsforenings ’Vi handler da lokalt’ kampagne vil de næste uger blive synlig i kommunen med annoncer i Furesø Avis, banner på gangbroen på Kollekollevej og på de sociale medier.

”I kampagnen skriver vi ’Tak fordi du handler lokalt!’, for så støtter du det lokale erhvervsliv. Skal vi også fremover have spændende butikker, fremragende spisesteder og mange forskellige virksomheder i kommunen, er det altafgørende, at vi alle sammen har fokus på at vælge dem til nu”, understreger Eva Vedel med et alvorsfuldt smil.