Shape Robotics
Skrevet af Henrik Kastoft
Fable-agtig robot fra Farum får os til at lege for alvor
Kan teknologi og kreativitet smelte sammen i hvid plastik, der bevæger sig? I en lille virksomhed på Rugmarken i Farum kender de svaret: Et rungende ja! Og det nyder elever og studerende i hele verden godt af.
Rammerne er ydmyge. Det er ambitionerne ikke!
Shape Robotics lever en lidt anonym tilværelse i byens erhvervskvarter. Omgivet af bilforhandlere og jobcenter, autoværksteder og en vaskehal. Når man banker på hoveddøren, er det umiddelbart svært at forestille sig, at der bag de krøllede persienner bliver leget med fremtid og magi… men det gør der!
Virksomheden og dens 20 ansatte bygger robotter designet til undervisningsbrug. Og det gør de så godt, at robotterne Fable og Fable Spin blot fire år efter opstarten nu sælges på flere end 15 markeder kloden rundt.
”Det kan godt være, at vi bor på Rugmarken i Farum og at bragesnak ikke falder os naturligt, men vi vil faktisk være med til at bygge en bedre fremtid,” fortæller David Johan Christensen, som er administrerende direktør og den ene af to forskere, som i 2015 grundlagde Shape Robotics.
”Vores robotter hjælper elever og studerende med at udvikle de tekniske, digitale og kreative kompetencer, som er så efterspurgte i det 21. århundrede. Med vores moduler bygger de unge robotter, som kan løse opgaver i den virkelige verden. Teori omsat til praksis. Viden, der skaber løsninger. Klassisk naturvidenskab, der går hånd i hånd med fri fantasi og dermed udfordrer alle dele af hjernen. Og det er netop dér – i unge menneskers hænder og hjerner – at magien opstår og fremtiden bliver bygget”.
International begejstring for Fable
Og meget kunne tyde på, at de to grundlæggere af Shape Robotics, David Johan Christensen og Moises Pacheco, så helt rigtigt, da de satte sig for at udvikle en undervisningsrobot, der kan samles på sekunder. De første Fable-robotter startede deres eldrevne motorer i sensommeren 2017 og rullede lidt forsigtigt ud på markedet. Siden da har ingen af de travle medarbejdere set sig tilbage. I dag arbejder robotterne sammen med elever og studerende på flere end 500 skoler og uddannelsesinstitutioner verden over.
”Vi får mange og meget positive tilbagemeldinger fra lærere og undervisere, som fortæller, at robotterne sætter strøm til de unges læring. For eksempel styres robotter bedst ved at anvende matematik. Ligninger, vinkler, procenter… alt sammen bliver pludseligt meget konkret og sjovt, når elever og studerende arbejder med Fable-robotterne,” fortæller David Johan Christensen.
”Men naturvidenskab alene bringer ikke de unge i mål, for en robot bliver jo kun interessant, hvis den kan sættes til at løse opgaver i den virkelige verden. Og her kommer elever og studerendes frie fantasi og kreativitet i spil. Her bliver leg til alvor og alvor til leg. Indrømmet, jeg bliver sgu rørt, når jeg ser ungerne tage robotterne under armen, bevæge sig ud af klasselokalet og flytte ind på et nærliggende plejehjem for at undersøge, hvordan robotterne kan gøre de ældres liv bedre”.
Fra 8 år og opefter
En væsentlig del af Fable-robotternes succes er givetvis også, at det lykkedes ingeniører og programmører i Shape Robotics at udvikle programmering, der til at begynde med er så enkel, at elever helt ned til 3. klasse kan være med. Det sker via simpel blokprogrammering, som eleverne kan udføre på computer, tablet eller deres egen mobiltelefon.
For ældre elever og studerende rummer robotterne mulighed for kompliceret tekstbaseret programmering med masser af udfordringer, der åbner en ladeport ind til den digitale verden.
Ideen bag Fable-robotten opstod i et forskningssamarbejde imellem LEGO og DTU. To af robotforskerne i projektet, David Johan Christensen og Moises Pacheco, udviklede et system, der gør brugeren i stand til at bygge en robot på få sekunder. Samtidig er robotten så avanceret, at den kan løse virkelige opgaver.
”Nutidens unge er digitalt indfødte. Millennials bliver de kaldt. Det er en generation af digitalt indfødte brugere. Hos Shape Robotics er vores ambition at de unge bliver digitalt indfødte skabere.
Men er det ikke lidt noget pjat, at unge i dag skal lege sig til ny læring?
Hvis vi tager den visdom med ind i undervisningen, åbner der sig uanede muligheder. Undervisningsrobotters styrke er, at de bygger bro mellem verdener, som ellers kan være vanskelige at forene. Og verden råber lige nu højere end nogensinde på nye løsninger, der binder videnskab, teknologi og kreativitet tæt sammen. Så nej… det er bestemt ikke noget pjat. Det er vores fremtid og vores velfærd, som er på spil,” slutter David Johan Christensen.
”Piet Hein skrev engang i et af sine mest berømte gruk: ”Den, som kun tar’ spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt”.
Grundlagt af to robotforskere
David Johan Christensen og Moises Pacheco har begge en ph.d. i robotter og har forsket ved nogle af verdens førende universiteter. I 2015 stiftede de Shape Robotics.
- Fable og Fable Spin er solgt til flere end 500 skoler og uddannelsesinstitutioner
- Shape Robotics har i dag 20 medarbejdere og udvider
- Robotterne fra Farum sælges i flere end 15 lande verden over. Flere markeder er på vej
- I arbejdet med robotterne får elever og studerende ny læring indenfor bl.a. matematik, fysik, programmering, teknologiforståelse og kreativitet
- Fable-robotterne bliver blandt andet brugt i undervisningen på folkeskoler, ungdomsskoler, gymnasier, erhvervsskoler og universiteter
En robot i moduler
Fable er en robot designet til undervisning. Systemet består af tre typer moduler:
- Funktionsmodul gør robotten i stand til at bevæge sig. Modulet består af et genopladeligt batteri, en lille computer og har trådløs kommunikation via Bluetooth
- Byggemodul indeholder ikke elektronik, men gør Fable-systemet let at bygge med eller bedre til at bevæge sig
- Udvidelsesmodul gør systemet åbent, så det kan bygges sammen med andre systemer. For eksempel LEGO-klodser, en smartphone der kører Skype, egne 3D- prints eller laserarm
Priserne begynder ved DKK 7.295,- for en robot med arm og køremodul. Et Makerspace+ klassesæt koster DKK 38.995,-
Bygget til det hårde liv i undervisning
Fable er tænkt, designet og udviklet til undervisningsbrug. Derfor er robotten kendetegnet ved:
- Robust design, der kan tåle hverdagen i skoler og undervisningsinstitutioner
- Kvalitet med komponenter, der indeholder stærke motorer og præcise sensorer
- Trådløst system til programmering, og med genopladelige batterier
- Stærke magnetiske koblinger, der let kan klikkes sammen
- Hurtig opsætning, så undervisningen kan gå i gang med det samme
Udlandet er vigtige markeder
For Shape Robotics åbner udenlandske markeder døre for hurtigere og større vækst, end hvad Danmark alene kan bære.
Det betyder større kundegrundlag, stordriftsfordele, risikospredning og udjævning af sæson. For eksempel sælger virksomheden flest robotter i Danmark i 4. kvartal, mens salget i eksempelvis Storbritannien er størst i de første to kvartaler i året
”Stabilitet i omsætningen betyder ikke kun bedre nattesøvn, det giver os også flere og bedre muligheder for at videreudvikle på et godt produkt, så vi placerer os i front i forhold til konkurrenter,” siger David Johan Christensen, administrerende direktør i Shape Robotics.
Han har disse råd til selvstændige, som drømmer internationale drømme:
- Vær grundig med forarbejde. For vores vedkommende var det for eksempel at udrede samarbejdspartnere, vurdere vækstmuligheder, få styr på lovgivningen, blive klogere på undervisningskrav om programmering i skolen, forstå nationalt pensum indenfor fag hvor vores robotter er relevante etc. En masse detaljer, som hver især og sammen er med til at afgøre, om et marked er attraktivt
- Skab personlige kontakter og et stærkt netværk. Det vigtigste for os har været at finde de rette samarbejdspartnere. Her har personlig kontakt været en væsentlig parameter. Det er tidskrævende!
- Forstå de kulturelle forskelle. Det hjælper at have en god situationsfornemmelse og en fundamental respekt for andre mennesker og kulturer
- Tal landets sprog hvis det overhovedet er muligt. Det har ikke været så vigtigt at kunne lokalt sprog for vores dialoger med samarbejdspartnere, men for slutbrugerne og kunderne har det haft stor betydning
- Deltag i netværk indenfor eksport og internationalisering. Shape Robotics er med i IT-branchens internationaliseringsnetværk
- Brug de danske ambassader i de pågældende lande. Ambassaderne har gode konsulenter ansat til at fremme dansk eksport. Husk dog på at de er konsulenter og at de tager sig godt betalt for deres arbejde