Dynastiet Værløse Bio & Café blev kåret til Årets Torsk 2025

På Furesø Erhvervsforenings traditionsrige Torskegilde tirsdag den 11. november blev Keld Petersen og hans datter Tine Kirkeballe – som henholdsvis skaberen og udviklerne bag ’familiedynastiet’ Værløse Bio & Café – kåret med hæderstitlen Årets Torsk.

En fortjent hyldest, der blev modtaget af stående klapsalver fra forsamlingen, da Tine Kirkeballe fik overrakt diplom og fiskestang, som traditionen foreskriver.

Årets Torsk gives normalt til en person, der med initiativ, vedholdenhed og lokal forankring har medvirket til at løfte ikke bare egen virksomhed, men også erhvervslivet omkring sig. Historien bag Værløse Bio & Café kan dog ikke begrænses til en person, derfor var det helt ekstraordinært nødvendigt at tildele udnævnelsen til både Keld Petersen og hans datter Tine Kirkeballe, som de ansvarlige bag ’familiedynastiet’ Værløse Bio & Café, der siden 1988 har drevet en lokal kulturinstitution med godt, gammeldags værtskab som drivkraft.

I motivationen fremhævede erhvervsforeningens formand Kenneth Barenholdt og næstformand Torben Bo Toft Christensen bl.a.:

”I har begge med Værløse Bio & Café skab meget mere end en biograf. I har skabt et kulturelt samlingspunkt, et sted hvor børn får deres første store filmoplevelse, hvor voksne mødes til fællesskab og fordybelse, og hvor hele Furesø mærker, at kultur og erhverv kan gå hånd i hånd.

Tine, du har videreført din fars vision og gjort den til din egen. Med børnefilmklubber, gourmetarrangementer og samarbejder med lokale aktører har du formået at nytænke biografen som erhvervsmodel – og som kulturbærer. Men din betydning rækker langt ud over lærredet.

Du er en rollemodel for lokale erhvervsdrivende. Du viser, hvordan man med passion og vedholdenhed kan skabe en virksomhed, der samtidig styrker lokalsamfundet. Du skaber arbejdspladser, du skaber oplevelser, og du skaber et sted, hvor mennesker mødes.

I har sat Værløse Bymidte og Furesø på landkortet som en kommune, hvor kultur og erhverv går op i en højere enhed. Og I har gjort det med hjertet forrest og med blikket rettet mod fremtiden.”

Kåringen afsluttede en festlig aften, hvor Furesø Erhvervsforenings medlemmer var inviteret til netværk, lækker middag med torsk og en interessant valgdebat med fokus på Furesø erhvervslivs interesser.

Lignende indlæg