Ny medlemsundersøgelse

Hvilke behov har medlemmerne af Furesø Erhvervsforening?
Og hvordan kan vi gøre foreningen bedre for dig?

 

Hej! Jeg hedder Birgit Ritter og er den nye formand for Furesø Erhvervsforening. Jeg vil rigtig gerne lære alle medlemmer bedre at kende, så vi har lavet en lille medlemsundersøgelse, som jeg håber, du vil bruge nogle få minutter på at besvare.

Hold øje med FUEFs nyhedsbrev den 14. august 2020, hvor du finder link til undersøgelsen. Linket kan du også finde i vores lukkede Facebook-gruppe ‘Furesø Erhvervsforenings markedsplads’. Hvis ikke du kan finde linket til undersøgelsen, er du altid velkommen til at skrive til vores e-mail info@fuef.dk.

Med dine svar kan vi nemlig gøre erhvervsforeningen endnu mere relevant for lige netop dig og de behov, du og din virksomhed har. Når vi kender dine behov, vil vi som erhvervsforening i langt højere grad kunne være medvirkende til at fremme din forretning, og det er i virkeligheden vores fornemmeste opgave i foreningen, ligesom vi er et bindeled mellem det lokale erhvervsliv og kommunen.

Vi fortsætter med mange af de gode traditioner, og vil derudover have større fokus på at vores medlemmer kan netværke for derigennem at skabe succes – og så vil vi også blive endnu mere tydelige om vores store samarbejde med kommunen om erhvervsfremmende aktiviteter, lokalplaner og FN’s Verdensmål for bare at nævne nogle af tingene.

Når jeg ikke har formandskasketten på her i erhvervsforeningen, står jeg bag virksomheden Ritterhuset, hvor jeg som Mastercoach og stressekspert hjælper folk med at skabe balance i livet og især hjælper virksomheder med at forebygge stress. Oprindeligt er jeg uddannet ingeniør, men gennem de sidste 10 år har jeg videreuddannet mig inden for både coaching, stresshåndtering, kognitiv terapi og Enneagrammet.

Nu glæder jeg mig til at stå i spidsen for Furesø Erhvervsforening og fortsætte det gode arbejde, der allerede er skabt i foreningen for at fremme det lokale erhvervsliv.

Similar Posts