Håndsrækning skal hjælpe Furesøs cafe- og restaurationsliv

Pressemeddelelse fra Furesø Kommune:

Spisesteder, cafeer og restauranter i Furesø bliver nu opfordret til at kontakte kommunen, hvis de har brug for plads til udeservering

Fra mandag den 18. maj har et enigt folketing besluttet, at cafeer og restaurationer igen kan åbne. Genåbningen kommer blandst andet med krav om, at der skal være god afstand mellem gæsterne. For at hjælpe virksomhederne til at skabe omsætning i en svær tid, bakkede Furesø Byråd tirsdag op om, at kommunen skal lynbehandle ansøgninger om ekstra plads til udeservering i Furesø Kommune. Kommunen vil også se positivt på ansøgninger om at stille kommunale arealer til rådighed året ud, så cafeer og restauranter kan komme godt i gang oven på nedlukningen. Transportministeren har netop sendt en tilsvarende opfordring til kommunerne

“Det er glædeligt, at vi igen kan få gang i hjulene. Hvis det kan være en hjælp for virksomhederne, og det kan ske forsvarligt, opfordrer vi alle, der kan se en fordel i det, til at gribe muligheden for udeservering. Vi vil gerne have et levende bymiljø her i Furesø, og her spiller vores spisesteder en afgørende rolle for, at livet igen kan finde tilbage til gader, bycentre og pladser, ” siger Furesøs borgmester, Ole Bondo Christensen (A).

Mange spisesteder har allerede under krisen tænkt ”ud af huset”, men deres beliggenhed kan betyde, at de ikke uden en tilladelse kan slå parasollerne op og sætte borde og stole ud. Måske kræver en udeservering en dispensation eller anden tilladelse i forhold til vejloven. Det kan være, at spisestedet gerne vil benytte offentligt vejareal eller parkeringsarealer, som også skal være tilgængeligt for gående eller andre. Præcis hvad, der er brug for i det enkelte tilfælde, tilbyder et team i kommunen nu at afklare så hurtigt, som det overhovedet er muligt.

“Nu er beslutningen truffet politisk om, at det er noget, vi gerne ser her i Furesø. Næste step er, at virksomhederne bliver opmærksomme på muligheden, og hvad det vil kræve i det specifikke tilfælde. Når de henvender sig, sætter vi deres anmodning i fast track, så de meget hurtigt kan få en tilbagemelding. Derfra må det være et fælles anliggende for os alle her i Furesø, at vi bakker op om vores lokale fødevarevirksomheder og hjælper dem godt ind i sommeren,” opfordrer Ole Bondo Christensen.

Eva Vedel er som formand for Furesø Erhvervsforening i kontakt med mange af Furesøs caféer og restauranter. I hendes øjne kan udeservering være en kæmpe gevinst for både virksomheder og bylivet.

“Hver enkelt virksomhed må naturligvis gøre op med sig selv, om det skaber ny forretning at rykke udenfor. Men det, vi har set, er, at kunderne her i Furesø meget gerne vil handle lokalt og loyalt. Så jeg håber, vi vil se en masse ny aktivitet i byen i de kommende måneder,” siger hun.

Fakta:
 Ryk udenfor

Cafeer og virksomheder, der vil høre mere om deres muligheder for udeservering kan kontakte Center for By og Miljø på bme@furesoe.dk. Læs mere på https://www.furesoe.dk/udeservering

Similar Posts