Invitation til Erhvervstræf 2022

 

Tid: Torsdag den 19. maj 2022, kl. 15.00 – 17.30
Sted: Hangar 2

(Dørene åbner kl. 14.30)

Kære medlem af Furesø Erhvervsforening

Furesø Kommune inviterer til det årlige erhvervstræf, som er tilrettelagt i samarbejde med Furesø INDUSTRI og Furesø Erhvervsforening. Kom og skab gode netværk med andre lokale virksomheder. Vær med ved præsentationen af det helt nye lokale erhvervskoncept “Klimapartner”. Besøg standene og få mere information.

Netværk
Ved Furesø Erhvervstræf er der rig mulighed for at netværke med andre lokale virksomheder. Måske har du deltaget før og kender allerede nogle af de andre virksomheder. Eller måske synes du, som mange andre, at det er svært at netværke, hvis du er blandt en masse nye mennesker. I år har vi arrangeret lidt netværkstræning, hvor du får gode fif til, hvordan du kan præsentere dig selv og din virksomhed. Du kan også møde repræsentanter fra Furesø Kommune – f.eks. borgmester Ole Bondo Christensen og kommunaldirektør Steen Vinderslev.

Klimapartner – Få hjælp til at nedbringe din CO2-udledning
Ved Erhvervstræf 2022 præsenteres et helt nyt erhvervskoncept “Klimapartner”, som er udviklet af det lokale erhvervsliv i Furesø. Vi ved alle sammen, at CO2-udledningen skal reduceres. Men hvordan kommer man i gang, og hvor skal man starte?

Som “Klimapartner” kommer du med i et fællesskab, hvor man gør brug af hinandens erfaringer og får gode råd. Her kan du få hjælp til, hvordan lige din virksomhed kan gribe det an. Både store og små skridt tæller. Gør noget godt for klimaet – og bliv samtidig mere attraktiv som leverandør over for dine kunder.

Stande med information
Du får også mulighed for at møde følgende i stand-området:

  • Furesø INDUSTRI. Hør mere om erhvervsforeningen og mød dens formand Mogens Brusgaard.
  • Furesø Erhvervsforening. Hør mere om erhvervsforeningen og mød dens formand Birgit Ritter.
  • Jobcenter Furesø. Få hjælp til at finde kvalificeret arbejdskraft.
  • Erhvervshus Hovedstaden. Hør om muligheder for udvikling af din virksomhed.
  • Klimapartner. Hør mere og tilmeld dig.

OBS: Vær opmærksom på at der bygges, og at der er vejarbejde i området. Perimetervej er sandsynligvis spærret for indkørsel, hvis du ankommer fra øst via Jonstrupvangvej. Det anbefales pt. i stedet at ankomme fra vest via Jungshøjvej / Gammelvadvej. Eventuelle ændringer vil blive annonceret her.

Tilmelding

Læs hele programmet og tilmeld dig på Furesø Kommunes hjemmeside.

Vi glæder os til at se dig!

Similar Posts