Nu slår Furesø Iværksætterhus dørene op

Idémanden bag Store Flyvedag, Mikael Boutrup, har indgået aftale med ejerne af den gamle Widex-bygning i Værløse.

Iværksætterhuset åbner midt i september som et resultat af et godt stykke fodarbejde i erhvervsforeningen i kombination med privat virkelyst.   

”Jeg er iværksætter og selvstændigt erhvervsdrivende. Derfor kender jeg alt for godt behovet for et kontor, et skrivebord, et fællesskab. Til en økonomi som er overkommelig. Men hvorfor gå og vente på noget, som åbenlyst synes at være en god idé?” siger Mikael Boutrup, som foruden virksomheden IT-Terminalen og Store Flyvedag nu også kan skrive Furesø Iværksætterhus på sit CV.

Furesø Iværksætterhus lægger ud med 820 kvadratmeter iværksættermiljø, hvor iværksættere kan leje sig ind enten i et kontor på cirka 20 kvadratmeter eller et skrivebord i et åbent iværksættermiljø. Den månedlige leje for et kontor er DKK 1.900,- og DKK 1.495,- for et skrivebord.

Det allerstørste kontor i Furesø Iværksætterhus er på 80 kvadratmeter og er allerede udlejet til en af husets første virksomheder; Lars Dalby Fotografi. Fotografen flytter som en af de første ind i disse dage.

”I første omgang får vi plads til 50 personer, men hos os er der plads til begejstring og yderligere 7-8.000 kvadratmeter at tage fat på sidenhen,” fortæller Mikael Boutrup. Og begejstring er der nok af:

”Sammen med virksomhederne, der skal bo her, drømmer jeg om at skabe et iværksætterhus, der summer af liv også udenfor almindelig kontortid. Hvor en god uge sluttes af med fredags-jazz. Hvor unge ildsjæle kan få gode råd af erfarne erhvervsfolk fra Rotary. Hvor netværk, nye samarbejder og forretninger vokser sig større og stærkere for alle”.

Furesø Erhvervsforening klapper i hænderne over etableringen af Furesø Iværksætterhus.

”Vi er meget begejstrede. Det er såmænd kun et års tid siden, at vi gennemførte en stor undersøgelse blandt vores medlemmer. Konklusionen var entydig, at Furesø – og nabokommunerne for den sags skyld – er kendetegnet ved mange små virksomheder inden for service, rådgivning og kreative fag. Mange af virksomhederne efterlyste i undersøgelsen både kontorfællesskaber og kreative miljøer, hvor iværksætteriet kan slippes løs,” siger Furesø Erhvervsforenings formand Eva Vedel.

”Efter undersøgelsen besøgte en arbejdsgruppe nogle udvalgte lokaliteter i Furesø Kommune. Om få uger ser Furesø Iværksætterhus så dagens lys. Det er skønt at se gode ideer født i erhvervsforeningen blive ført ud i livet af iværksætterildsjæle” siger Eva Vedel.

Hun ser for sig, at Furesø Iværksætterhus vil komme til at danne ramme om flere af foreningens fremtidige arrangementer. Der er også indgået en aftale med Furesø Iværksætterhus om rabat på leje af skriveborde til medlemmer af Furesø Erhvervsforening, som slipper med DKK 1.295,- om måneden.

”Det er helt vidunderligt at være iværksætter og selvstændigt erhvervsdrivende, men til tider er det også hårdt og ensomt. Derfor oplever vi også en voksende interesse for foreningens netværksaktiviteter, der giver indsigt, inspiration og nye kunder og relationer samt søgning til virksomhedsbesøg og faglige arrangementer, som er en stor del af foreningens DNA. Med iværksætterhuset har Furesø fået endnu et godt tilbud til iværksættere, som gerne vil være selvstændige sammen med andre,” slutter Eva Vedel.

Similar Posts